Spring til indhold

Om forskolen



Formålet med rytmikundervisningen er at give jeres barn musikalske oplevelser for derigennem at bevare dets umiddelbare musikglæde og interesse for musikken.

Desuden introduceres barnet for musikfaglige færdigheder, der skaber grundlag for evt. senere instrumentalundervisning og/eller sangundervisning.

Gennem rytmikundervisningen får I opbygget et repertoire af gamle og nye sange/sanglege, og I får en lang række idéer til at dyrke mere musik hjemme.

Gennem musikalske aktiviteter vil jeres barn få stimuleret alle sine sanser og derigennem få udviklet sin lytteevne, koncentrationsevne, fantasi, nysgerrighed m.m.
Ligeledes styrkes bl.a. barnets motoriske-, sproglige-, og sociale udvikling.
Alle disse ting ser vi som en god ballast for børn inden skolestart.

Undervisningen tager udgangspunkt i det legende barn og er afpasset den aldersgruppe, det enkelte hold henvender sig til.
Da rytmikholdene er aldersopdelte, vil vi venligst bede om, at søskende ikke medtages.

Børn og voksne deltager aktivt sammen, når vi synger, danser, spiller og leger.
Husk at de bedste stemmer er mor og fars – uanset hvor ”godt” eller ”dårligt”, de synger.

Rytmikundervisningen varetages af Stina R. Ahrensberg, Heidi Dyrløv, Sanja Lykke Albrekt, Birgitte Warberg, og Ditte de L. Caspersen.

Undervisningen foregår i Kulturarkaden (Vordingborg) og i Musikskolens afdelinger i Præstø og på Møn.